Haveforeningen Kirkevangen

Om os

Om Kirkevangen

Lidt historie

Haveforeningen Kirkevangens historie går tilbage til 1930’erne. 9. august 1931 stiftedes Haveforeningen ”Kirkevangen”.

Det stiftende møde blev holdt i Christiansbjergs Forsamlingshus.
Man kan jo undre sig over navnet – Kirkevangen.

Det har imidlertid ikke med de nærliggende kirker at gøre. Jorden, som haveforeningen blev anlagt på, tilhørte på det tidspunkt sognepræsteembedet ved Frue Kirke, men var lejet af en gartner.

Dette lejemål ville ophøre i oktober 1931, og Aarhuskredsen havde i efteråret 1930 fået en henvendelse om at skaffe jord til kolonihaver i den nordlige bydel og havde fået nys om det potentielt ledige areal.

Opførelsen af Aarhus Universitet var undervejs – åbenbart på et område, hvor der var kolonihaver, og man ville altså komme til at mangle haver til beboerne på Trøjborg.

Det gik umiddelbart nemt med forhandlingerne om lejeforholdene, og oplysninger om jordens beskaffenhed og afvandingsforholdene var tilfredsstillende.

En af de første søndage i april kunne man begynde udstykningerne, og halvdelen af lodderne blev udlejet på én dag, og yderligere en del den følgende søndag. Men det blev et meget vådt forår, og haverne stod under vand i længere tid.

Hen i maj var der flere af de nyslåede havelejere, der mistede tålmodigheden og trak sig fra lejemålene. En lille skare holdt dog ved, de havde indset, ”at der kunne skabes en prægtig koloni på arealet”, og haveforeningen blev stiftet.[1]

Det er lidt uklart, hvor mange havelodder der var i udgangspunktet, men i 1970’erne blev et stykke af området inddraget af Aarhus Kommune til opførelse af en afdeling af Sundhed og Omsorg – som siden blev nedrevet og demensplejehjemmet Skovvang blev opført i stedet.

Haveforeningen fik det omfang, den stadig har. I dag rummer foreningen 58 havelodder samt en mindre fælleshave. Havelodderne er af forskellig størrelse, de 2 mindste på henholdsvis 241 og 243 m2, den største på 694 m2, mens langt de fleste ligger på 300 – 450 m2.

Fælles aktiviteter

Fælleshaven er ramme om forskellige aktiviteter. De 4 årlige fælles arbejdsdage – 2-3 timer på udvalgte lørdage – afsluttes altid med frokost/smørrebrød, øl og vand i haven.

En gang i løbet af sommeren bliver der tændt op i et par pizzaovne, og man samles til en omgang pizza og en sludder.

I forbindelse med at der lukkes for vandet den sidste weekend i oktober og stranderstrygning, er der stegte pølser/hotdogs ad libitum, og køleskabet tømmes for drikkevarer.

Det har været en mangeårig tradition at holde høstfest i efteråret, men på grund af corona og flere udskiftninger i bestyrelsen blev der ikke holdt høstfest i nogle år.

Traditionen blev med succes genoptaget i 2024 og forventes at blive fulgt op. Af andre aktiviteter, der har været afprøvet kan nævnes æblepresning, vinsmagning, havekonsulent-besøg med forskellige temaer og plante-bytte-dag.

Den nuværende bestyrelse arbejder på at inddrage så mange frivillige som muligt i at arrangere og gennemføre aktiviteter, uden at man forpligter sig til at stå for arrangementerne år efter år.

“Et kig ind i en relativt nyetableret haveforening. I baggrunden anes en vindmølle. Det er Christiansbjerg Mølle, som blev opført i 1895 og nedrevet i 1946, så billedet må være taget mellem 1931 og 1946.”

Venteliste og haveforeningens sammensætning

Vores lille haveforening er meget populær, og ventelisten når som regel op på omkring 100 ventende i løbet af et år.

Hvert år i maj er der genopskrivning, og det viser sig, at der gennemgående falder 30 – 50 fra. De, der holder ved, får typisk en have tilbudt efter 2 – 5 år.  Mange havelejere har haft have i mange år og flytter først derfra, når alderen sætter sine begrænsninger.

Eftersom der igennem de senere år er kommet en del yngre havelejere til, sker der også udskiftning af andre grunde end alder, som fx at et yngre par køber hus med have og ikke længere har behov for en kolonihave.

Der er heldigvis en god blanding af yngre, midaldrende og ældre beboere i haveforeningen, ligesom der er kommet flere mindre børn til.

[1] Kilde: Kolonihavebladet for Aarhus og omegn, maj 1934, årg. 1, nr. 4.